X2 Tekniske trends

Formål

Formålet med dette trin er at udarbejde en oversigt over de tekniske trends som er oppe i tiden, og som kan overvejes taget ind i enterprise arkitekturen.

En teknisk trend er en tendens som man kan overveje i sin fremtidige tilgang til it-understøttelsen, og som derfor kan være nødvendigt at tage hensyn til i arkitekturen. 

Et godt eksempel på en langsigtet teknisk trend er at lave arkitekturen service-orienteret (SOA). Andre akuelle eksempler på vigitge trends er outsourcing, brug af shared services, mobilitet, BYOD (Bring Your Own Device), video og sociale medier.

Der er også metodemæssige trends – såsom it-governance rammeværket ITIL og modelleringsmetoder som BPMN og Archimate.

Input
  • Rapporter og analyser fra analysebureauer, teknologileverandører og andre eksterne kilder.
  • Interviews med teknologi-ansvarlige og visionære i organisationen.
Output

Output er Tekniske trends (X2.1). Her gives en oversigt over hvilke tekniske it-trends der vil kunne påvirke enterprise arkitekturen. Vurderingen resulterer i anbefalinger til hvilke teknologier der bør ind- eller udfases, hvornår og indenfor hvilke områder.

Metode

Aktiviteten udføres af de teknisk orienterede arkitektroller (enterprise arkitekt, applikationsarkitekt og teknisk arkitekt og evt. informationsarkitekt) i dialog med digitaliseringschef/it-chef og hvem der ellers har fingeren på pulsen i forhold til tekniske trends.

Man må opsamle de tekniske trends, der er fremherskende i tiden.

En teknisk trend er ikke kun at noget er på vej ind – det kan også være en trend at en teknologi er på vej ud. Sådanne trends bør man også forholde sig til. 

For hver kan man anføre:

  • Navn og en kort beskrivelse
  • Modenhed for den pågældende trend
  • Relevans for organisationen
  • Eventuelt en kort note med yderligere præcisering.

Der anvendes almindelig dokumentformat – tekst, regneark, præsentationsformat.

Gode råd

I vurderingen af relevans kan man med fordel vurdere organisationens generelle teknologi-tilpasningstempo. Indenfor nogle forretningsområder er det essentielt at være teknologiførende. Andre organisationer står sig fint ved ikke at kaste sig ud i det nyeste nye hele tiden, men derimod være moderate, og først tilegne sig ny teknologi, når der er en vis modenhed.

I vurderingen af ny teknologi spiller det naturligvis også ind hvilke kompetencer der findes i organisationen, og tage højde for at nogle medarbejdere motiveres ved løbende at arbejde med ny teknik, hvorimod andre foretrækker at udvikle yderligere kompetence indenfor de områder de allerede er fortrolige med.  Afgrænsede pilotprojekter vil ofte kunne sige noget både om hvorvidt en teknologi vil være nyttig for organisationen, og om man er klar til at tage den i anvendelse.

Permanent URL til denne artikel: http://arkitekturguiden.digitaliser.dk/node/61